STOLT HOVEDSPONSOR SIDEN 1992

Skjern snuppede pokalbronze i tårevæddet afsked

Af Nicklas Thygesen

Der blev sat et fint og flot punktum for sæsonen 2020-2021 søndag eftermiddag i Boxen.

Efter lørdagens nederlag til de efterfølgende vindere af Final4, Mors-Thy, formåede vestjyderne at rejse sig på fornem vis i bronzekampen mod GOG.

En bronzekamp, hvor Robin Haug blev kåret til Man of The Match efter en stor kamp i målet med 15 redninger.

Efter en jævnbyrdig første halvleg med en føring til GOG på 15-14 trak de grønblusede for alvor fra. 

René Rasmussen var skarp fra fløjen, Konradsson energisk, iderig og hårdtkæmpende, mens Tangen og Jónsson viste deres kvaliteter fra distancen. 

Der var derfor ingen tvivl om udfaldet i de sidste 15-20 minutter af søndagens opgør, som blev afrundet på den helt rigtige måde. 

Anders Eggert, der spillede hele første halvleg, blev skiftet ind med fem minutter tilbage på haluret, og scorede sin sidste scoring nogensinde til 31-24 i ægte Eggert-stil med en isse lagt henover hovedet på Viktor Hallgrimsson.

Hyldesten fortsatte ned mod banen efter slutfløjtet, hvor kaptajn Bjarte Myrhol og Anders Eggert fik velfortjente og stående klapsalver og slagsange fra hele arenaen i deres sidste duel med Skjern-logoet på trøjen.

To af håndboldsportens helt store stjerner fik en værdig afsked med 5000 tilskuere på tribunerne med en medalje hængt om halsen i deres sidste optræden. 

Skjern vandt 31-26 med René Rasmussen som topscorer med seks mål. 

NYHEDER