STOLT HOVEDSPONSOR SIDEN 1992

Skjern-streg søger mod udlandet

Jonas Tidemand forlader Skjern Håndbold efter kontraktens udløb til sommer.

26-årige Jonas Tidemand sætter kurs mod udlandet efter indeværende sæson.

Stregspilleren, der i 2019 skiftede til de grønne efter ophold i Ribe-Esbjerg, har valgt at søge udfordringer udenfor landets grænser.

-  Det har været to udfordrende og gode år i Skjern, hvor jeg har lært utrolig meget af Bjarte Myrhol, og nu er tiden inde til at prøve mig selv af i udlandet. Jeg har fået en glimrende mulighed for at komme afsted, og den aftale forventes at være på plads i løbet af den kommende tid. Det er ikke et fravalg af Skjern, men et tilvalg af et udenlandseventyr, siger stregspilleren og afrunder:

-  Det har været nævnt af mange spillere efterhånden, men jeg gentager det gerne. Skjern er en klub i særklasse, og jeg vil gøre alt for at afslutte tiden i den grønne trøje på bedst mulige vis, siger Jonas Tidemand.

Sportschef Thomas Klitgaard udtaler:

- Vi har fuld forståelse for Jonas Tidemands beslutning. Han har haft et stort ønske om at prøve sig af i udlandet, og eftersom Emil Bergholt vender hjem, så giver beslutningen rigtig god mening, siger Thomas Klitgaard.

Jonas Tidemand erstattes af Emil Bergholt, der vender tilbage til Skjern Håndbold på en 3-årig kontrakt.

De to mødes senere i eftermiddag, når grundspillets sidste runde venter på udebane mod Mors-Thy.

NYHEDER