Af Nicklas Thygesen
Fra jubilæumskamp i Boxen til udekamp i Thy.
Skjern-mandskabet skal onsdag aften i aktion for anden gang på blot tre dage, når Mors-Thy venter på udebane.
Værterne indtager i øjeblikket 10. pladsen med tre point op til slutspillet. Et selskab, som Kasper Søndergaard også forventer, at Mors-Thy kommer til at befinde sig i.
- Tabellen lyver lidt for Mors-Thy, som har været hårdt ramt af skader langt hen i sæsonen. De har et virkelig spændende mandskab med blandt andet to norske A-landsholdsspillere og Mads Hoxer, der virkelig har imponeret. Deres bagkæde har en enorm skudkraft, og det skal vi kunne stå imod i aften, siger Skjern-assistenten.
En nyrenoveret arena indvies i aften for hjemmeholdet, hvor der samtidig forventes tæt på udsolgt. En perfekt måde at vise, hvilke kvaliteter, som Skjern-truppen besidder, siger Søndergaard.
- Vi kommer uden tvivl under et stort pres, og det er her, at vi skal vise, hvad vi som trup består af. Det bliver tæt, tror jeg - men jeg har også en god fornemmelse af, at vi tager derfra med to point, siger Søndergaard.
Der er kampstart i aften kl.19.30.
Opgøret kan følges på vores sociale medier.