STOLT HOVEDSPONSOR SIDEN 1992

Status: Sådan har Skjern klaret sig

Af Nicklas Thygesen

Inden morgendagens 9. runde afvikles på udebane i Skive, så sætter vi fokus på hvordan Skjern-mandskabet har klaret sig hidtil i HTH Herreligaen.

På mange måder ligner vestjydernes sæsonstart akkurat den samme som forrige år.

Skjern indtager 7. pladsen med ni point for otte kampe, mens værterne er placeret på 10. pladsen med seks point for ni kampe. 

Ni point efter syv runder var også standpunktet for de grønne, mens der ligeledes var sejre over TMS Ringsted og Fredericia HK, mens nederlagene til Skanderborg-Århus og SønderjyskE også var tilfældet forrige sæson. 

Tabellen er dog så tæt, at med en grøn sejr i morgen, så vil Claus Dalgaard-Hansens mandskab kravle op på 4. pladsen i HTH Herreligaen. 

På banen har tilbagevendte Lasse Mikkelsen været flittig med både scoringer og assists. 

Skjern-bagspilleren står noteret for 41 mål og 37 assists i sæsonen - flest af alle i Skjern-truppen - hvilket rækker til henholdsvis en 11. og 4. plads for hele ligaen. 

Mellem stængerne i Skjern-målet har Christoffer Bonde strålet. 93 gange har Bonde afvist skytterne i denne sæson - seks gange af dem på straffekast - hvilket sender Bonde helt til tops.

33,8 procent er den nye Skjern-keeper sammenlagt noteret for - ligaens højeste redningsprocent hvis man frasortere keepere, der ikke har haft over 100 skud imod sig. Gør man ikke det, så er nytilkomne Anton Hagvall faktisk indehaver af ligaens højeste procent med 34,6. 

I forrige sæson var Jonas Tidemand og Jonathan Stenbäcken garant for masser af fight, hårdhed og ikke mindst udvisninger. 

Erstatningerne i midterforsvaret, Emil Bergholt og Senjamin Buric, har overtaget rollerne - og de følger i sporet på deres forgængere.

12 gange er Bergholt og Buric blevet sendt på bænken - krydret med seks gule kort. Dette rækker til en delt 2. og 4. plads i HTH Herreligaen.

Fortsætter Lasse Mikkelsen scoringssnittet, lukker Bonde ned i Skjern-målet og går den dansk-bosniske midterduo lidt for hårdt til stålet igen i morgen - se det hele direkte på TV2 Sport, når opgøret mod Skive fH spilles kl.20.00.

NYHEDER