STOLT HOVEDSPONSOR SIDEN 1992

Største sejr nogensinde over KIF Kolding

Af Nicklas Thygesen

Magtdemonstration foran 2844 tilskuere i Skjern Bank Arena.

De grønblusede leverede en suveræn præstation i samtlige 60 minutter lørdag eftermiddag, hvor KIF Kolding blev sendt hjem med det største indbyrdes nederlag nogensinde på 38-25. 

En markant årsag hertil var en forrygende Alfred Jönsson, der fuldstændig gjorde hvad han havde lyst til foran det talrige hjemmepublikum.

12 mål på 13 forsøg - krydret med en håndfuld målgivende afleveringer. Sublimt af den svenske bagspiller, der sammen med holdkammeraterne allerede fra start trak fra gæsterne.

Selvom statistikkerne blev tabt med 13-10 i redninger til den kommende Skjern-keeper, Tim Winkler og makkeren Rasmus Døssing, så var der ikke behov for flere. Skjern-defensiven var sublim, og tvang gæsterne til et hav af fejl, som prompte blev straffet i modsatte ende af Mikkelsen, Pettersen og Jönsson.

Derfor var der reelt set ikke spænding om fordelingen af lørdagens to point - kun et spørgsmål om sejrens størrelse som til slut blev historisk stor. Vigtigst af alt, så er vestjyderne nu bedre indbyrdes end KIF Kolding, som begge kæmper om den eftertragtede 4. plads i grundspillet, der giver point med over i slutspillet.

Næste opgave for de grønne er allerede på tirsdag, hvor østrigske Alpla Hard kommer på besøg i Skjern Bank Arena. 

Køb billet til opgøret HER

NYHEDER