STOLT HOVEDSPONSOR SIDEN 1992

Tag afsked med Jeppe Riber

Det er sjældent at spillere i moderne håndbold bliver i den samme klub i næsten et årti. Ikke desto mindre er det tilfældet med Jeppe Riber, der netop har rundet sin sæson nummer ni i Skjern-trøjen, hvilket også blev den sidste sæson. Læs her hvad venstrefløjen siger om sine ni år i Skjern.

”Jeg kom op som ynglingespiller og håbede på sigt på, at jeg kunne udvikle mig som ligaspiller. Jeg fik tid til at udvikle mig, og efter et par lærerige år fik jeg kæmpet mig ind på holdet. Da jeg fik chancen, fik jeg bevist mit værd,” siger Jeppe Riber.

”Grunden til at jeg har haft lyst til at være her så lang tid, det skyldes alt lige fra gode holdkammerater til klubbens organisation. Det er en fantastisk klub, hvor der er styr på det hele,” siger Jeppe Riber.

”Min sværeste tid i Skjern var, da Anders Eggert var her i en enkelt sæson. Der overvejede jeg, om jeg skulle finde en anden klub. Der var mange sure træningstimer uden spilletid, og det var bestemt ikke sjovt at sidde så meget på bænken. Da han forlod klubben igen, blev det min tur igen,” siger Jeppe Riber.

”En af de største oplevelser jeg har haft i Skjern-trøjen, var til 10.000 til håndbold i Herning. Det var rigtig, rigtig fedt, fordi vi spillede en flot kamp og vandt over mestrene, men selvfølgelig også fordi, at setuppet var så stort. Det var fedt at spille foran så mange mennesker i så fed en hal,” siger Jeppe Riber.

NYHEDER