Sidste mand til at tage afsked med Skjern Håndbold er den fintestærke playmaker, Simon Krogh, der efter sommerferien fortsætter som spillende assistenttræner i Ribe-Esbjerg i 1. division.
”Det har været tre og et halvt spændende år, hvor jeg afprøvet noget, som jeg ikke havde prøvet før og ikke kommer til at prøve igen. Jeg kom fra Fredericia, som lå fra midten og nedefter, til Skjern, der med rette har ambitioner om at være med i den absolutte top. På den måde har det været spændende og lærerigt,” siger Simon Krogh.
”Da jeg kom til Skjern, var jeg godt klar over rollefordelingen. Jeg er ikke idiot, og jeg vidste godt, at Jesper var det klare førstevalg. Han er en alt for dygtig playmaker til andet, så rollen var givet på forhånd. Når det er sagt, så havde jeg håbet på at have en lidt større sportslig rolle, men det har jeg ikke været i stand til at overbevise trænerne om,” siger Simon Krogh.
”Heldigvis har jeg haft flere gode oplevelser end nedture, så mit helhedsindtryk af min tid i Skjern er positiv,” siger Simon Krogh.
”Jeg har været i håndboldverdenen i rigtig mange år efterhånden, og jeg har gjort mig nogle erfaringer om sammenspillet mellem spillertrup og trænerteam. De erfaringer vil jeg tage med videre til Ribe-Esbjerg, hvor jeg vil forsøge at omsætte det til noget positivt,” siger Simon Krogh.
”Jeg har aldrig haft en trænerrolle før, så jeg kan kun spå om det. Men det bliver en spændende og anderledes udfordring, hvor får lidt større indflydelse på træningen og i kamp, samtidig med at jeg spiller,” slutter Simon Krogh.