Lodtrækningen til pokalturneringens 1/8-finale er netop offentliggjort.
De nykårede bronzevindere fra Skjern Håndbold møder på hjemmebane lokalrivalerne fra Team Tvis Holstebro, og det er en lodtrækning, der glæder Tim Winkler.
”Det bliver meget spændende. Vi har haft mange drabelige opgør, og at det er i pokalturneringen, vi møder dem, gør det bestemt ikke mindre drabeligt,” siger Tim Winkler til skjernhaandbold.dk.
”Det er sjældent, at man vinder med mere end et par mål, og når det er i pokalturneringen bliver det helt sikkert ligeså tæt,” siger Tim Winkler, der har stor respekt for Team Tvis Holstebros indkøb.
”Team Tvis har lavet et par gode indkøb til næste sæson med en god målmand i Anders Pedersen og Jakob Green, som var en af AG Københavns bedste i år,” lyder det fra Skjern-keeperen.
Tim Winkler, der har meldt afbud til aftenens A-landskamp på grund af en skade, er ikke i tvivl om, at Skjern vil vinde den kommende pokalkamp.
”Vi er favoritter. Ingen tvivl om det. Vi har også oprustet godt, og jeg må sige, det ser skarpt ud. Derudover spiller vi på hjemmebane,” slutter Tim Winkler.