Af Nicklas Thygesen
Mandagens 11-målsskytte, Eivind Tangen, var en lettet mand ovenpå det intense opgør mod Mors-Thy.
Nordmanden afgjorde opgøret 13 sekunder før tid til stor jubel for både højrebacken, holdkammeraterne og de næsten 3000 tilskuere i Skjern Bank Arena.
- Det gav et sus i maven, for det var selvfølgelig en virkelig vigtig sejr for os. Vi havde virkelig godt styr på dem defensivt, og stod til tider fremragende i forsvaret. Men vi formåede aldrig at lukke kampen helt ned, selvom vi havde chancerne til det.
- Derfor blev det måske lidt unødvendigt spændende, men det betyder ingenting nu. Sejren kom i hus, og vi tog et stort skridt mod at blive blandt de to bedste i pulje. Nu ser vi frem mod lørdagens kamp mod Aalborg, hvor vi med en sejr kan overhale dem på førstepladsen - og det er vores helt store mål nu, siger Eivind Tangen.
Over 2700 tilskuere har allerede købt billet til lørdagens kamp. Køb din billet HER.