Skjern-holdet møder på lørdag KIF Kolding i Skjern Bank Arena. Jonas Tidemand fortæller herunder, hvordan vestjyderne skal sikre sig to vitale point.
Af Kristian Bro
På lørdag støder Skjern-mandskabet ind i KIF Kolding. Der er to vigtige point på spil, da det kun er to point, som skiller holdene ad – dog har Skjern en ekstra kamp i baghånden.
- Vi trænger til to point, og vi vil gøre alt for at sætte to point på kontoen på lørdag. Det skal nødvendigvis ikke være flot håndbold – vi vil vise alle Skjern-fansene, at vi kæmper med alt vi har fra start til slut, siger Jonas Tidemand.
Andres Toudahls mandskab har gennem sæsonen spillet meget syv mod seks. Det har resulteret i 21 point på 22 kampe, og indtil videre en plads i slutspillet. Den evigt kæmpende stregspiller føler sig godt forberedt på opgaven.
- Vi har forberedt os godt på deres syv mod seks spil. Vi skal tvinge dem til at afslutte i de zoner, som vi gerne vil. Derudover skal vi løbe kontra, og pumpe dem for kræfter, siger Jonas Tidemand.
Kampen vises på TV2 fra kl. 15:50.