Af Nicklas Thygesen
To kampe mod BSH på 39 dage.
Resultat: Fuld gevinst og fire point i banken til de grønne.
Mathias Madsens drenge gik på juleferie med en stærk præstation i bagagen, da vestjyderne på ny besejrede Bjerringbro-Silkeborg.
Efter en tæt første halvleg med skiftende føringer lukkede Christoffer Bonde af i målet efter pausen. Tilsat høj effektivitet i modsatte ende udbyggede Skjern-mandskabet pauseføringen på 14-13 til 18-13 på blot tre minutter og 45 sekunder.
Hullet var skabt, og det fortsatte tiden ud. Ikke mindst takket være store præstationer af Tobias Mygind og Jesper Konradsson med sammenlagt 12 scoringer.
De grønblusede vandt sikkert med 32-27 med Jesper Konradsson som topscorer med syv scoringer.
Sejren betyder, at Skjern-mandskabet nu kun har fire point op til Aalborg Håndbold på andenpladsen i HTH Herreligaen efter 16 runder.