Af Nicklas Thygesen
Efter en broget sæson med op- og nedture - både kollektivt og individuelt - er Oliver Norlyk og Jonathan Würtz klar til at tage fat på ny.
Og målet for de to unge Skjern-backs til den kommende sæson er soleklart.
- Vi jagter begge to en stamplads på holdet. Det er drømmen for den kommende sæson, men det kræver, at vi griber chancen, træner kontinuerligt godt og bliver ved med at udvikle os. Jeg håber på samme rolle som i slutningen af sæsonen, hvor Eivind og jeg delte meget af tiden, mens vi også spillede med to venstrehænder i bagkæden på samme tid, siger Oliver Norlyk.
- Jeg har stort fokus på mine defensive pligter, og kommer formentligt til at dække mere op end at bidrage i offensiven. For mig handler det meget om at blive bedre til at kommunikere, være mere direkte, tage ansvar og træffe flere beslutninger. Jonathan Stenbäcken har haft rollen i mange år, og været dygtig til at dirigere forsvaret - og mange af de pligter bliver fordelt mellem Buric, Bergholt og mig, som det ser ud lige nu, siger Jonathan Würtz.
Skal lære at leve med presset
Ambitionsniveauet er fortsat højt i den vestjyske klub, hvor målet er medaljer og europæisk kvalifikation.
For Norlyk og Würtz er målsætningerne bestemt realistiske, men det er også ens betydende med pres fra omgivelserne. Et pres, som man bare må lære at leve med, siger de.
- Man vænner sig til, at folk forventer vi vinder hver gang. Vi har store ambitioner, og tror meget på os selv, men vi er også bevidste om, at vi ikke behøver tjekke kommentarfeltet på facebook efter et nederlag. Det får vi intet godt ud af, siger Oliver Norlyk.
- Presset er stort i Skjern, men det er også derfor, at klubben er så attraktiv at spille for. Det havde været trist, hvis der ingen forventninger eller kommentarer var, når vi ikke lykkedes med at vinde. Men det er klart, at det tager lidt tid at vænne sig til, siger Würtz.
Oliver Norlyk og Jonathan Würtz skal i aktion sammen med holdkammeraterne på mandag, hvor den første testkamp finder sted i Lalandia Billund.
Opgøret mod Ribe-Esbjerg spilles kl.18.00. Der er gratis éntre - husk gyldigt coronapas.