STOLT HOVEDSPONSOR SIDEN 1992

Cheftræner: Vi vil angribe

Ole Nørgaards tropper har i denne sæson hentet 31 sejre i 40 kampe i alle turneringer.

Skjern kan og vil ikke forsøge at forsvare et-målsforspringet fra den første bronzekamp.

Af Kenneth Thygesen 

Med en sejr på 26-25 i rygsækken har Skjern et godt udgangspunkt inden fredagens afgørende bronzekamp mod Mors-Thy.

Skjern kan tillade sig at spille uafgjort eller sågar tabe med et mål, hvis gæsterne vel at mærke ikke scorer flere end 26 mål. Tilgangen til kampen har dog ikke ændret sig trods det fine udgangspunkt.

- Det er et forrygende godt resultat for os. Det er der ingen tvivl om. Men omvendt skal man huske, at det er ikke er fodbold, hvor man kan grave sig ned og forsvare en 1-0’er hjem, siger Skjerns cheftræner Ole Nørgaard.

Skal bæres frem af publikum
Skjern Håndbold har i denne sæson vundet 15 ud af 17 hjemmekampe i Skjern Bank Arena. Kun Århus Håndbold har vundet i arenaen, og det var tilbage i efteråret.

- Vi vil angribe fra første færd og drage nytte af, at vi har været utrolig godt spillende på hjemmebane i denne sæson. Vi har stort set hver gang lagt stort tryk på modstanderne, siger Ole Nørgaard.

- Hvis vi kommer i nærheden af det publikumstryk, som vi havde i anden halvleg mod KIF Kolding, vil det være helt fantastisk, siger Ole Nørgaard og uddyber:

- Vi blev båret frem af publikum, selvom vi havde leveret en rigtig dårlig første halvleg. Publikum var helt fantastiske med Skjern Ultras i spidsen, og det var afgørende for, at vi fik indhentet Kolding. Den stemning håber vi på at genopleve, siger Ole Nørgaard.

NYHEDER