Rune Ohm var den helt store Skjern-helt fredag aften, da han med flere afgørende scoringer i slutminutterne og ikke mindst sejrsmålet i de døende sekunder sikrede Skjern sejren på 29-28.
Højrebacken var efter kampen oppe i det røde felt, efter at Nordsjælland-keeper, Peter Nørklit, angiveligt trådte på Rune Ohm kort efter kampens slutfløjt.
”Han træder mig i skridtet, og så ved jeg ikke, om det er bevidst eller ej. Det gjorde i hvert fald naller. Jeg gider ikke udtale mig om den situation. Det var en intens afslutning, hvor det hele gik over gevind. Men vi fik vores sejr, og det er det, der tæller,” sagde Rune Ohm til skjernhaandbold.dk.
Skjern spillede en forfærdelig første halvleg, men fik heroisk kæmpet sig tilbage. Med lidt over femten sekunder tilbage af opgøret forlangte Skjern timeout ved stillingen 28-28 for at sætte det rigtige afsluttende angrebsspil op.
”Vi havde aftalt i vores timeout, at vi skulle presse hårdt på i en af siderne afhængig af, hvor deres forsvar placerede sig. Claus Møller trækker så to mand og spiller mig fri på ydersiden, og så skulle den bare i kassen,” sagde Rune Ohm om sin matchvinderscoring og tilføjede:
”Nu skal vi vinde på onsdag i Nordsjælland. Det ville være rart at slutte sin karriere i Skjern af på sådan en måde,” sluttede Rune Ohm, der måske har spillet sin sidste hjemmebanekamp i Skjern, idet han efter sæsonen skifter til SønderjyskE.