Af Nicklas Thygesen
Videre avancement til kvartfinalerne i pokalen og maksimum point i HTH Herreligaen efter tre spillerunder.
Jesper Konradsson og Skjern-mandskabet er kommet fra land på bedst tænkelige måde, men der er fortsat forbedringspotentiale på specielt ét område, siger svenskeren forud for tirsdagens møde med SønderjyskE.
- De kommer med stor fysik i morgen. Hvis vi ikke formår at løbe med dem, spille hurtigt og være skarpe i kontrafasen, så får vi det svært. Vi får det hårdt, hvis vi skal slås mod dem i 60 minutter, siger Jesper Konradsson.
- Men lige præcis kontrafasen er et klart forbedringspunkt for os. Der er mange procenter at hente her, som vi ikke har fået udnyttet helt godt nok endnu, selvom vi har vundet alle kampe hidtil, siger anføreren, der ligesom den øvrige Skjern-trup sætter stor pris på den store opbakning, som de grønne er blevet mødt af ude som hjemme.
- Fansenes opbakning betyder mere end de aner. Det giver os de ekstra procenter på banen, og specielt på en svær udebane i Fredericia giver det enormt meget til holdet, at vi kan høre så mange Skjern-fans bakke os op. Vi ser frem til at have dem i ryggen igen i morgen, siger Konradsson.
Der er kampstart i morgen kl.20.00.
Læs online kampmagasin HER.