STOLT HOVEDSPONSOR SIDEN 1992

Skjern Bank og Skjern Håndbold forlænger historisk samarbejde til 2030

Et af dansk håndbolds længstvarende partnerskaber fortsætter.

Skjern Bank og Skjern Håndbold har forlænget hovedsponsoraftalen frem til 2030.

Skjern Bank har været hovedsponsor for Skjern Håndbold siden 1992 og har dermed fulgt klubben gennem mere end tre årtier – fra årene før oprykningen til landets bedste række til mesterskaber, europæiske eventyr og en fast plads blandt dansk håndbolds førende klubber.

Nu skriver de to parter videre på historien sammen.

– Skjern Bank har været med hele vejen og har haft en helt særlig betydning for den udvikling, Skjern Håndbold har gennemgået. At vi nu kan forlænge samarbejdet helt frem til 2030, er et stærkt signal om den gensidige tillid og de fælles ambitioner, der fortsat er mellem klubben og banken, siger direktør i Skjern Håndbold, Carsten Thygesen.

Mere end et sponsorat
Samarbejdet mellem Skjern Bank og Skjern Håndbold strækker sig langt ud over den traditionelle sponsoraftale. Banken har gennem årtier været tæt forbundet med klubben og lokalområdet, ligesom Skjern Bank lægger navn til Skjern Bank Arena.

Direktør i Skjern Bank, Thomas Baun, udtrykker stor glæde og stolthed over, at det gode partnerskab forlænges frem til 2030.

- Det er noget vi alle glædes over i Skjern Bank. Vi oplever stor værdiskabelse i partnerskabet - Skjern Håndbold er klart en medvirkende årsag til den positive vækst vi oplever i alle bankens 11 afdelinger, blandt andet via det aktive partnerskab og den enorme eksponering vi opnår ved hjemme- og udekampe og ikke mindst via klubbens mange TV-kampe, siger Thomas Baun.

Da Skjern Bank første gang blev hovedsponsor i 1992, spillede Skjern Håndbold endnu ikke i landets bedste række. Siden fulgte oprykningen i 1998 og det første danske mesterskab året efter. Samarbejdet har bestået lige siden.

– Vi er stolte af vores historie, men først og fremmest ser vi fremad. Vi har store ambitioner for Skjern Håndbold, og det kræver stærke og langsigtede partnere. Derfor betyder det rigtig meget, at vores hovedsponsor gennem så mange år fortsat ønsker at være en central del af rejsen, siger Carsten Thygesen.