Joaquim Nazaré forlader Skjern Håndbold efter tre sæsoner.
Højrebacken er blevet købt fri af sin kontrakt, der ellers blev forlænget tidligere på året frem til 2027.
– Jeg ved ikke helt, hvordan jeg skal sætte ord på alt det, jeg føler lige nu. Fra første dag har jeg følt mig virkelig velkommen i Skjern sammen med min familie, og jeg har været utrolig glad i alle tre år. Jeg føler også en enorm stolthed over at have båret farverne for denne fantastiske klub og over at have delt omklædningsrum med så fantastiske holdkammerater.
– Det har været tre vidunderlige år, som jeg altid vil se tilbage på med stolthed og glæde. Samtidig er jeg utrolig glad og stolt for den fremtid, der venter. Det var en mulighed, jeg ikke kunne sige nej til.
– Men som jeg har sagt før, vil Skjern Håndbold altid have en helt særlig plads i mit hjerte. Jeg vil gerne takke klubben, mine holdkammerater, trænerstaben, alle medarbejderne og ikke mindst fansene for den støtte, de har givet mig gennem årene. Det har været en ære at spille i Skjern Håndbold, og jeg håber, at jeg en dag får muligheden for at trække den grønne trøje over hovedet igen, siger Joaquim Nazaré.
Sportschef Thomas Klitgaard udtaler:
– Det går hurtigt i sportens verden, og indimellem opstår der muligheder, som hverken klub eller spiller kan sige nej til. Det er selvfølgelig vemodigt at sige farvel til Joaquim, men samtidig er det også et godt eksempel på den strategi, vi arbejder efter i Skjern Håndbold. Vi ønsker at hente talentfulde spillere med et stort udviklingspotentiale, gøre dem bedre og på sigt sende dem videre. Det er Noah Gaudin, Christoffer Bonde og Emil Bergholt gode eksempler på.
– Da vi hentede Joaquim for tre år siden, tog både han og vi en chance. Han kom til Danmark som ung spiller, havde aldrig været i landet før og talte ikke engang engelsk. Siden da har han udviklet sig enormt – både som spiller og menneske – og har været en stor del af de resultater, vi har skabt sammen, herunder DM-sølv og DM-bronze. Vi ønsker Joaquim og familien alt det bedste, og glæder os til at følge ham i hans nye klub, siger Thomas Klitgaard.