Én af Europas mest eftertragtede talenter skal i de kommende tre sæsoner spille i den grønne trøje.
Topscoreren i European League i den netop afsluttede sæson, Axel Månsson, skifter til Skjern Håndbold på en treårig kontrakt.
Tilgangen af det svenske stortalent vækker stor begejstring hos sportschef Thomas Klitgaard.
- Axel er et kæmpetalent, som har været jagtet af utrolig mange klubber. Hans talent og evner er indiskutable, og derfor er vi enormt stolte over, at han har valgt Skjern Håndbold. Han kommer fra en stærk sæson i IFK Kristianstad, hvor han havde en stor andel i mesterskabet, samtidig med at han blev topscorer i European League. Det vidner om en spiller med et meget højt niveau og et endnu større udviklingspotentiale, siger Thomas Klitgaard.
Den 21-årige svensker glæder sig til næste skridt i karrieren.
- Jeg glæder mig utrolig meget til at trække den grønne trøje over hovedet. Skjern er en stor klub i Danmark med stolte traditioner og har været med helt i toppen i mange år. Det er præcis på det niveau, jeg gerne vil være en del af, siger Axel Månsson.
- Jeg kommer til Skjern for at være med til at vinde medaljer. Vi har en stærk trup med masser af kvalitet, og jeg glæder mig til at arbejde hårdt hver eneste dag for at bidrage til holdets udvikling og forhåbentlig skabe store oplevelser sammen med klubben og vores fans, siger Skjerns nye nummer 27, der ligesom de to øvrige præsenterede spillere i denne uge flytter til byen.
Månsson skrev klubhistorie
Axel Månsson skrev klubhistorie i IFK Kristianstad i den netop afsluttede sæson. Med i alt 464 mål satte han ny klubrekord for flest scorede mål i én sæson, fordelt på:
98 mål – topscorer i European League
290 mål – topscorer i Handbollsligan
76 mål – topscorer i ATG Svenska Cupen