STOLT HOVEDSPONSOR SIDEN 1992

Skjern-streg efterlyser stabilitet før ligastart

Jonas Tidemand og holdkammeraterne indleder anden halvdel af sæsonen lørdag eftermiddag i Aarhus.

Af Nicklas Thygesen

Snart går det løs. For alvor.

Her til formiddag blev harpiksen taget i brug for sidste gang, inden kursen sættes mod Aarhus lørdag. 

Jonas Tidemand fortæller herunder om en Skjern-trup, der er blevet mere sammentømret - og som er kommet gnidningsfrit gennem opstarten. 

- Vi har haft nogle startere, som har været væk med landsholdet, men det har omvendt givet en større sult hos andre spillere. Det er min opfattelse, at alle føler sig 100 procent inde på holdet, mere sikre i aftalerne og tror på tingene, siger Jonas Tidemand, som løfter lidt af sløret for hvad snakken internt har gået på i landsholdspausen.

- Stabilitet bliver et nøgleord for os i anden halvdel af sæsonen. Vi har haft for mange kampe med lange udfald undervejs, og det skal elimineres. Vi har haft en lille tendens til at pakke os ned, hvis der er blevet brændt et skud eller lavet en fejl. Nu skyder vi brystet frem, og i de momenter, hvor spillet halter, så må fight og vilje tage over, siger Skjern-stregen.

Lørdag eftermiddag går det løs mod Århus Håndbold, hvor den vestjyske plan er klar. 

- De skal ikke have en chance i morgen. Vi vil sætte os på kampen fra start med hårdt, fysisk spil - og får vi lukket ned for deres kontrafase, så er vi godt på vej, siger Tidemand.

 Se billeder fra fredagens sidste træning her:

NYHEDER