Af Kristian Bro
Samarbejdet mellem Skjern Håndbold og Rækker Mølle Håndbold fortsætter med at udvikle sig – og i den kommende sæson er hele syv spillere med fortid i Skjern Håndbolds ungdomsafdeling en del af Rækker Mølle Håndbolds trup i 1. division.
Det drejer sig om Mathias Troelsen, Amandus Vatnedal, Tobias Vestergaard, Philip Jakobsen, Loke Brasen, Frederik Langhoff og Simon Ostersen.
Det tætte samarbejde mellem de to klubber har gennem flere år været med til at skabe gode muligheder for unge spillere i området, hvor de både kan udvikle sig sportsligt og samtidig blive i lokalområdet.
– Rækker Mølle Håndbold tilbyder et stærkt og trygt træningsmiljø, og vi er stolte af at kunne sende spillere videre i deres udvikling dertil. Samtidig betyder samarbejdet, at vi kan fastholde unge spillere i området og kommunen, hvor vi ved, at de får gode rammer til at udvikle sig videre, siger Skjern Håndbolds talentchef, Christian Trodsøe.
Han peger samtidig på, at udviklingen er et vigtigt tegn på, at arbejdet med talentudviklingen bevæger sig i den rigtige retning.
- Når syv tidligere ungdomsspillere fra Skjern Håndbold nu er en del af en trup i 1. division, siger det også noget om, at vi er på rette vej med den strategi og det arbejde, der bliver lagt hver eneste dag omkring vores ungdomsmiljø. Samtidig håber vi, at Rækker Mølle Håndbold kan være et stærkt første stop på vejen mod seniorhåndbold på højeste niveau for nogle af vores unge spillere, siger Christian Trodsøe.
Hos Rækker Mølle Håndbold glæder man sig også over det tætte samarbejde mellem klubberne.
– Vi er rigtig glade for samarbejdet med Skjern Håndbold, og det er et samarbejde, som har udviklet sig meget de seneste år. Det gælder både omkring talentudvikling, dobbeltkampe i Skjern Bank Arena og deltagelse i Skjern Bank Grand Prix.
– Sportsligt betyder samarbejdet rigtig meget for os. Vi får mulighed for at skabe relationer til unge spillere med ambitioner, som kommer fra et stærkt talentmiljø, og samtidig kan vi tilbyde dem et senior- og divisionsmiljø, hvor de kan tage næste skridt i deres udvikling og få værdifuld erfaring på højt niveau. Det skaber gode muligheder for begge klubber og er med til at styrke håndbolden i hele området, siger Rasmus Hansen fra Rækker Mølle Håndbold.