Cheftræner Ole Nørgaard har hidtil hentet fire sejre ud af fem mulige i dette års Herre Håndbold Ligaen.
Ole Nørgaard var yderst tilfreds med Skjerns defensive præstation i sejren over Viborg.
Af Kenneth Thygesen
Ole Nørgaard er kommet rigtig godt fra land som ny Skjern-træner, og fredag aften blev det så til en ny sejr til Nørgaards tropper.
Cheftræneren havde store roser til sit mandskab, der leverede en flot forsvarskamp og ikke mindst en disciplineret indsats i 26-22-sejren over Viborg.
- Stor ros til drengene for at opfylde det, vi snakkede om. De formåede at holde tingene adskilt, for hvis man ikke leverer i angrebet, behøves man jo ikke at fejle i forsvaret. Vi leverede en flot forsvarsindsats og tillod kun hjemmeholdet at score 22 mål – og det må ikke være nok til at slå os, sagde Ole Nørgaard efter kampen til skjernhaandbold.dk.
- Jeg er svært godt tilfreds. Vi vidste, at det ville blive en vanskelig opgave, men vi gjorde godt og fik en sejr. Vi var i kontrol, og Viborg kom aldrig tæt på. Det er jeg meget tilfreds med, sagde Ole Nørgaard og sluttede:
- Man må også rose Viborg. De gik ukueligt til den og pressede højt oppe på banen. De gjorde det svært for os, sluttede Ole Nørgaard.