STOLT HOVEDSPONSOR SIDEN 1992

Ærgerlig Myrhol så muligheden for udebanepoint

Bjarte Myrhol havde på trods af nederlaget i går ros til holdkammeraterne. 

Selvom Skjern aldrig havde det fulde overtag, havde holdet chancen for at sejre i Ukraine. Det lykkedes desværre ikke.

Af Lone Jørgensen

Skjern-træner Ole Nørgaard havde før kampen mod ukrainske Motor Zaporozhye i går proklameret, at vestjyderne ville komme på en meget vanskelig opgave.

Det var dog også langt fra nemt for Skjern, der endte med at tabe 31-26, men til trods for det, var holdet flere gange i kampen godt med.

Da der resterede cirka et kvarter, kom Skjern for første gang foran i opgøret, men vestjydernes spil var ikke godt nok til at holde føringen.

"Vi tabte kampen selv"
Derfor var det også en ærgerlig Bjarte Myrhol, der efterfølgende så tilbage på kampen.

- Da det hele skulle afgøres til sidst, tabte vi kampen selv. Blandt andet fordi vi forærede dem nogle nemme mål. Vi havde virkelig lysten til at tage de to point, så det var kedeligt, at vi ikke fik dem, sagde Myrhol, der selv blev sit holds topscorer med fem mål.

Skjern-stregen er efterhånden en særdeles erfaren spiller i Champions League-sammenhæng, og han er derfor helt bevidst om, hvor svært det kan være at vinde på udebane.

- Det er ingen tilfældighed, at der generelt er mange flere sejr på hjemmebane end på udebane i Champions League. Det er næsten altid svært på udebane, og derfor var det endnu mere ærgerligt, at vi ikke vandt, når vi havde muligheden, sagde Myrhol.

Ros til holdet
På trods af nederlaget mente han ikke, der var grund til at hænge sig alt for meget i kampen, hvorfra han også kunne finde positive ting.

- Jeg vil gerne rose hele holdet i dag (i går, red.). Vi kæmpede godt og gav alt, hvad vi overhovedet havde i os. Der var god vilje og fight gennem hele kampen, sluttede Skjern-stregen.

Allerede om to dage går det atter løs for Myrhol og holdkammeraterne. Denne gang i Boxer Herreligaen, hvor Skjern på udebane møder HC Midtjylland.

NYHEDER