STOLT HOVEDSPONSOR SIDEN 1992

Ærgerlig topscorer: Vi havde chancen

Kasper Søndergaard scorede ni mål, lavede to assists og tilkæmpede sig to straffekast i aftenens kamp.

Selvom Kolding var i front det meste af kampen, havde Skjern ifølge Kasper Søndergaard chancerne for at vinde.

Af Kenneth Thygesen

Kasper Søndergaard var ganske enkelt ustyrlig, da Skjern Håndbold tirsdag aften gæstede KIF Kolding København i Brøndby.

Trods ni mål og et par assists fra landsholdsspilleren lykkedes det ikke Skjern at vinde, og det gjorde ondt på Søndergaard efter kampen.

- Vi burde have vundet det her. Det var stort set kun Bo Spellerberg og Lukas Karlsson, der gjorde ondt på os, og det er dårligt, at vi ikke formår at styre det, sagde Kasper Søndergaard.

- Kolding var i front det meste af kampen, men jeg føler, at vi havde chancerne og mulighederne for at vinde. Derfor gør det ondt lige nu, sagde Kasper Søndergaard.

Skjern lavede i topkampen op mod ti tekniske fejl eller mistede bolde, og det fik ifølge Søndergaard en væsentlig betydning.

- Generelt set brændte vi for meget og lavede nogle dyre fejl, der blev straffet. Det var ikke godt nok, sagde Kasper Søndergaard.

NYHEDER