Andreas Toudahl, Skjern Håndbold.
Når tingene ikke kører på skinner, må man kæmpe røven ud af bukserne og stå sammen. Sådan lyder opskriften fra Andreas Toudahl ovenpå en svær sæsonstart.
Af Kenneth Thygesen
Denne sæsons herreliga har trods blot en måneds aktivitet budt på flere store overraskelser – heriblandt et Skjern-nederlag til oprykkerne fra SønderjyskE.
Den svære sæsonstart har været skyld i store mentale udfordringer i Skjern-truppen, indrømmer Andreas Toudahl.
”Det er ikke fordi, at vi ikke vil i samme retning, men tingene har bare ikke kørt i samme retning,” fortæller Andreas Toudahl til skjernhaandbold.dk og fortsætter:
”Men når det ikke kører optimalt rent spillemæssigt, er der i hvert fald én ting, vi kan gøre, og det er at kæmpe røven ud af bukserne og stå sammen,” siger Andreas Toudahl og tilføjer:
”Så må vi vente lidt med det polerede spil. Nu handler det om at kæmpe hårdt og vinde nogle kampe,” siger fløjspilleren.
Den nye Skjern-fløj, der i de sidste par sæsoner har tørnet ud for BSV, erkender, at han ikke havde forventet, at den første tid i Skjern ville blive så problematisk rent sportsligt.
”Enhver sæsonstart med nye spillere kan være besværlig, og selv om jeg nok havde regnet med en bedre sportslig start i Skjern, så ved jeg, at vi nok skal komme igen,” lyder det fra Andreas Toudahl, der ikke er bekymret over den sløje start.
”Holdet er meget sammentømret, og vi har nogle rutinerede spillere, der har prøvet en masse, så vi skal nok komme igen,” slutter Andreas Toudahl.
”Men når det ikke kører optimalt rent spillemæssigt, er der i hvert fald én ting, vi kan gøre, og det er at kæmpe røven ud af bukserne og stå sammen."
Andreas Toudahl