STOLT HOVEDSPONSOR SIDEN 1992

AG-stjerner snød Skjern for finale

Skjern Håndbold var millimeter fra en pokalfinale, men AG København kunne efter forlænget spilletid trække det længste strå. Den ordinære kamp sluttede 24-24 efter Skjern-føring på 24-20, men efter 2x5 minutters forlænget spilletid vandt AG København en fantastisk håndboldkamp 27-26. Dermed er AG København i pokalfinalen.

Tættere på kommer man ikke. AG København var nede 24-20, men hev pludselig nye kræfter frem og sikrede sig uafgjort 24-24, inden storfavoritterne i den forlængede spilletid havde det mentale overskud og sikrede sig sejren.

Skjern viste tænder fra start, og det var tydeligt for enhver, at taktikken i det første kvarter gik ud på at trække tempoet ud af kampen – og det lykkedes. Mikkel Hansen og co. fra AG virkede frustreret og stresset over det langsomme tempo, som betød, at der blot stod 3-3 efter ti minutter.

Skjern-defensiven fik bedre og bedre fat i AG-stjernerne, men alligevel formåede københavnerne at få listet boldene i mål. Da Skjern samtidig tabte en dobbeltovertalsperiode 1-0, førte AGK 10-8 efter 22 minutter.

Fem mål i træk
De sidste små 8-10 minutter af første halvleg blev totalt domineret af Skjern, der med indskiftede Jørgen Rasmussen og Kristian Gjessing i spidsen tordnede af sted. Forsvaret og målmand Tim Winkler tog fra, og så scorede Skjern fem mål i træk og førte 13-10.

Tre-målsføringen blev holdt til pausen, hvor Skjern overraskende førte 14-11.

Betondefensiv
I anden halvleg gik AG længere frem på banen i forsvaret, men det stoppede ikke Skjern-spillerne, der efter 38 minutters spil kom i front 18-13. Københavnerne kunne ikke stille noget op overfor Skjerns betondefensiv, der havde totalt styr på de ærmeløse AG-stjerner.

AG kom dog godt igen og fik reduceret til 22-19 efter med små ti minutter igen. Skjern havde svært ved at finde melodien i det etablerede angrebsspil, og det blev straffet.

Millimeter fra finale
Godt hjulpet på vej af en flot grøn kulisse i Århus bragte Skjern sig i front 24-20 med seks minutter igen, men så viste AG København, hvorfor de ikke har tabt i denne sæson.

Skjern var nemlig millimeter fra en pokalfinale, men med fire mål i træk i de sidste afgørende minutter sikrede københavnerne sig en omkamp på to gange fem minutter, idet kampen sluttede 24-24. Skjern spillerne havde store problemer med at passere Kasper Hvidt, og derfor skulle der forlængelse til.

Asmussen gav håb
I de første fem minutter af de 2x5 minutters forlænget spilletid fortsatte AG i teten, mens Skjern kæmpede med at holde hovedet oppe. AG bragte sig i front 27-25, men så kom Kristian ”Nøller” Asmussen ind i Skjern-målet.

Med to store redninger heraf en straffekastsredning et minut før slutfløjtet gav han de grønblusede drenge håb, men desværre formåede Skjern ikke at sende bolden i mål til sidst, hvorfor AG København sikrede sig en smal sejr på 27-26.

Dermed møder AG København værterne fra Århus Håndbold i pokalfinalen.

 

NYHEDER