Der er stadig et par uger til en forårssæsonen starter i Jack & Jones Ligaen. Først skal en spændende VM-slutrunde i Sverige have fundet sin vinder, men derefter indledes jagten igen på DM-favoritterne fra AG København.
I et videointerview på AG Københavns hjemmeside fortæller AG-træner Søren Herskind, at han forventer, at Skjern bliver førsteudfordrer til københavnerne i foråret.
”Først og fremmest synes jeg, at Skjern er det næstbedste hold, der er herhjemme. De har en god, bred trup, som er bredere end de fleste andre. De har en fysik, så de på visse punkter matcher os rigtig flot. Det synes jeg er nøglepunkterne, når man ser på Skjern i forhold til nogle af de andre hold,” forklarer Søren Herskind.
Skjern Håndbold indleder foråret med en udebanekamp i Nordsjælland, hvorefter Fredericia HK gæster Skjern. Derefter skal de grønblusede spille en vaskeægte topkamp, når pokalmestrene og fra AG København bydes op til dans foran 5.000 mennesker i Herning den 12. februar.
En kamp, som AG-træner Søren Herskind glæder sig til.
”Det bliver nogle meget tætte kampe, og det gør det sikkert også, når vi skal møde dem igen. Det er dejligt – også for os at få sådanne kampe,” lyder det fra de ubesejrede københavners træner.