STOLT HOVEDSPONSOR SIDEN 1992

Alt udsolgt til braget i Boxen

Fanklubben Skjern Ultras er naturligvis på plads sammen med de ca. 7.500 andre tilskuere lørdag eftermiddag.

Samtlige 7.500 billetter til kampen mellem Skjern Håndbold og AG København er solgt.

Skjern Håndbold har flyttet den vante hjemmebane i Skjern Bank Arena til større faciliteter i Herning, hvor Jyske Bank Boxen lørdag eftermiddag danner rammen om et topbrag i herrehåndboldligaen. 

Skjern får besøg af mestrene fra AG København, der formentlig kan se frem til en jysk heksekedel. Skjern Håndbold kan nemlig melde totalt udsolgt i Boxen, og dermed vil 7.500 tilskuere være til stede, hvilket er 3.000 flere end i sidste sæson, hvor Skjern også havde flyttet hjemmekampen mod AG København til Herning. 

Ifølge Skjern Håndbolds formand, Carsten Thygesen, skyldes det flotte billetsalg flere ting: 

"Dels er der er lavet adskillige firmaarrangementer, dels er vi inde i en god sejrsstime og er ubesejrede i foråret - og dels er AG København et stærkt brand, der nu også har verdens officielt bedste spiller på holdet," siger Carsten Thygesen.

Kampen mellem Skjern Håndbold og AG København starter lørdag kl. 17.00 og vil blive vist direkte på TV2.
 

NYHEDER