STOLT HOVEDSPONSOR SIDEN 1992

Alvorlig Møllgaard: Vi skal blive meget dygtigere

Henrik Møllgaard og Skjern møder onsdag aften Team Tvis Holstebro i sæsonens første lokalbrag.

Anfører Henrik Møllgaard erkender, at Skjern skal forbedre sig, hvis de tre kommende kampe skal give point.

Af Kenneth Thygesen

Skjern-spillet skal blive endnu bedre, hvis de andre tophold skal besejres.

Denne erkendelse var stort set fredagens eneste udbytte i Sønderborg, da Skjern led sæsonens første nederlag.

Selvom det er tidligt på sæsonen, og selvom der tradtionen tro er overraskelser i Herre Håndbold Ligaen i efteråret, har nederlaget alligevel sat små spor i Skjern-lejren.

- Vi har ikke på noget tidspunkt sigtet efter eller troet, at vi ville toppe nu. Vi er kede af nederlaget i fredags, men det har også gjort, at vi har fået øjnene op for, hvor meget vi skal forbedre os, siger Henrik Møllgaard.

- Temaet har ikke ændret sig. Vi skal stadig blive dygtigere, meget dygtigere, og vi skal tilsyneladende blive dygtigere hurtigere, end vi troede, siger Henrik Møllgaard.

Aftalerne skal holdes
Anføreren ser spændt frem til de tre kommende kampe mod tre af ligaens allerbedste hold i form af Team Tvis Holstebro, Aalborg og KIF Kolding København.

Skal det blive til point i de kampe, er der specielt én ting, der skal forbedres, mener anføreren.

- Vores evne til at omsætte vores aftalte taktik til handling på banen, lyder det prompte fra Henrik Møllgaard.

- Vi har et godt koncept, og vi har mange dygtige spillere på et stabilt højt niveau. Det giver mulighed for at spille flotte, solide håndboldkampe. Men vi er simpelthen nødt til at holde os til de taktiske aftaler, siger Henrik Møllgaard.

Skjern møder Team Tvis Holstebro på hjemmebane onsdag aften.

NYHEDER