STOLT HOVEDSPONSOR SIDEN 1992

Anders Dahl: Skjern og jeg passer sammen

Anders Dahl-Nielsen er et synonym med Skjern Håndbold.

Det legendariske håndboldikon har i næsten et årti stået i spidsen for den vestjyske klub, og nu er han tilbage igen efter tre års fravær, men denne gang i en ny lederfunktion som teamchef.

En udfordring som hovedpersonen ser frem til:

”Den opgave, som står for døren, er en opgave, der passer perfekt til, hvad jeg godt kunne tænke mig her nu. At få lov til igen at være en del af det team, som skal udvikle Skjern Håndbold, er meget spændende, og det ser jeg naturligvis meget frem til,” siger Anders Dahl-Nielsen, hvis primære opgave vil bestå i vejledning og rådgivning.

”Jeg skal hjælpe med at forme og optimere holdet, så de kan klare sig endnu bedre samtidig med, at jeg skal rådgive, supervisere og hjælpe Kos, som er en meget, meget faglig kompetent træner, i de opgaver,” lyder det fra den mangeårige Skjern-mand.

Anders Dahl-Nielsen og Skjern Håndbold har hånd i hånd været igennem et hav af højdepunkter sammen, og det indbyrdes forhold er også én af grundene til Dahl-Nielsens comeback:  

”Skjern Håndbold og jeg er på en måde vokset op sammen, og jeg har sammen med Henning Kjærgaard og Carsten Thygesen været med fra den spæde barndom i klubben. Vi har haft mange fantastiske oplevelser sammen, ligesom jeg også har haft mange gode oplevelser med alle de andre dygtige folk fra alt fra administrationen over sponsorerne til spillerne,” siger Anders Dahl-Nielsen og slutter:

”Skjern Håndbold er ikke kun en håndboldklub – det er en kæmpe institution i hele området.”

NYHEDER