Jesper Jensen tror, at det olympiske guld skal fordeles med Frankrig, Kroatien, Spanien og Danmark.
Anfører Jesper Jensen glæder sig til at følge holdkammeraten Kasper Søndergaard og resten af det danske landshold til OL.
Af Simon Dahl
For fire år siden var Jesper Jensen selv med til de Olympiske Lege i Beijing, og ligesom denne gang kom landsholdet med en dugfrisk EM guldmedalje hængende om halsen.
Sidenhen gik det dog langt fra som planlagt, da Jensen og co. måtte tage til med en syvendeplads ved OL.
”Det var fantastisk at være med til et OL, selvom det på det sportslige plan ikke var helt i top. Det var en kæmpe oplevelse, men jeg synes det var lidt ærgerligt, at det var Beijing, jeg prøvede det i. Atmosfæren dér var ikke helt, som den har været til andre OL, er der en masse idrætsudøver, der siger. Jeg kunne godt tænke mig at opleve London til OL. Det tror jeg, er stort,” lyder det fra Jesper Jensen.
Danmark i top 4
Med den nylige vunde EM guldmedalje i bagagen og med Mikkel Hansen på holdet, kommer det danske landshold ikke udenom, at de må påtage sig en vis form for favoritværdighed forud for turneringen.
”Når man har en Mikkel Hansen på holdet, så er man automatisk en af favoritterne. Han kan skabe en tryghed på et hold, der er helt enorm. Og så kan han scorer de der forløsende mål, som man af og til har brug for, når man ikke rigtig kan komme igennem forsvaret,” siger Jesper Jensen og fortsætter:
”Kan Niklas Landin samtidigt ramme niveau, så synes jeg absolut Danmark er godt stillet. Landin er fortsat ung, men han har imponeret mig ved de sidste to slutrunder. Rammer de to topniveau, så har vi en god chance, men det bliver et tæt løb mellem Frankrig, Kroatien, Spanien og Danmark, tror jeg, og det bliver spændende at følge hjemme fra.”
Danmark møder Ungarn klokken 22.15 i aften.