Skjern var skidt kørende i første halvleg, og derfor skiftede cheftræner Kos hele tre mand ud ved pausen.
Én af de nye spillere på banen fra anden halvlegs start var formstærke René Rasmussen, der sagde tak for tilliden og scorede hele otte mål i anden halvleg.
En stor præstation af stortalentet ifølge anfører Jesper Jensen:
”René bygger bare videre på det, han er så godt i gang med. Han spiller rigtig godt i øjeblikket,” sagde Jesper Jensen til skjernhaandbold.dk og fortsatte:
”Han udbygger konstant sit spil og er desuden blevet langt mere træfsikker. Han går helt sikkert en stor fremtid i møde,” lød det rosende fra Jesper Jensen, der havde følgende kommentar til sejren.
”Vi vinder med otte mål, men alligevel har man en underlig fornemmelse i maven. Det er fint at vinde med otte over Mors, men den defensive indsats var meget utilfredsstillende,” lød det fra Jesper Jensen.