STOLT HOVEDSPONSOR SIDEN 1992

Antoni Parecki ny målmandstræner

Skjerns kommende cheftræner tager erfaren målmandstræner med sig.

Til sommer bliver den nuværende U21-landstræner Ole Nørgaard som bekendt cheftræner i Skjern Håndbold, og selv om Nørgaard endnu ikke er startet i den vestjyske klub, er næste sæsons stab allerede på plads.

Ole Nørgaard tager nemlig sin mangeårige målmandstræner fra U21-landsholdet, Antoni Parecki, med til Skjern.
”Det har været et kardinalpunkt for mig at få tilknyttet en målmandstræner fra den allerøverste hylde til staben. Antoni Parecki er om nogen manden bag de senere års kuld af målmandstalenter i dansk håndbold, som alle har stået i skole hos ham,” siger Ole Nørgaard og fortsætter:

”Med tilknytningen af Antoni Parecki er der således lagt et solidt fundament bag forhåbningerne om et stærkt målmandsteam i Tim Winkler og Kristoffer Laursen,” siger den kommende cheftræner.

51-årige Antoni Parecki er fra Polen og er tilknyttet det polske damelandshold, men har samtidig stor erfaring fra Danmark, hvor han blandt andet har arbejdet hos Dansk Håndbold Forbund, Team Tvis Holstebro og FC Midtjyllands damehold. 

”Da jeg fik henvendelsen, var jeg ikke i tvivl om at takke ja til tilbuddet. Jeg kommer til at træne et af landets mest talentfulde målmandspar i en topklub, der har et professionelt setup,” siger Antoni Parecki. 

Antoni Parecki starter i Skjern 1. juli 2012. 

NYHEDER