STOLT HOVEDSPONSOR SIDEN 1992

Arbejdshandskerne skal findes frem

Frederik Børm og fysioterapeut Hans Jensen under sidste sommers opstartstræning.

Skjern-spillerne kommer på arbejde fra første dag, fortæller fysioterapeut Hans Jensen, der har opstartsprogrammet klar.

Af Kenneth Thygesen

Glem alt om håndboldkast, harpiks og husmandsfinter.

I hvert fald hvis du er ligaspiller i Skjern Håndbold, og om ti dage møder ind til den første træningsdag med holdkammeraterne forud for den nye sæson.

Skjern Håndbolds fysioterapeut og fysiske træner, Hans Jensen, er sammen med sundhedschef John Bruun ansvarlig for ligatruppens opstartsprogram. Og det bliver hårdt. Rigtig hårdt.

15 timers fysisk træning om ugen
Den 21. juli er der officiel opstart, hvor ligatruppen, trænerstaben og den sportslige ledelse traditionen tro mødes til sæsonens første dag.

Og allerede fra første dag skal der arbejdes. I den første træningsuge fra 21.-28. juli skal spillerne igennem to træningspas hver dag med fokus på styrketræning, løb og spinning.

Herefter venter endnu en uges benhård fysisk træning fra 28. juli til 4. august. Det foregår ligeledes med styrketræning, løb og spining. Dog kombineret med lidt håndbold i hallen.

- Der venter ca. 15 timers træning hver uge i de første to-tre uger, så den hårde sommertræning skulle gerne være givet godt ud, når vi mødes den 21. juli, siger Hans Jensen.

Den første træningskamp spilles den 7. august på udebane mod den tyske Bundesliga-klub SC Magdeburg.

NYHEDER