19-årige Rasmus Boysen, der i foråret har været en fast del af ligatruppen, er Årets Talent 2012. Her ses Rasmus med Skjern Banks direktør, Per Munck.
Umiddelbart før kampstart mellem Skjern og AG København blev 19-årige Rasmus Boysen kåret til Årets Talent 2012 i Skjern Håndbold.
Af Kenneth Thygesen
Prisen som Årets Talent tildeles en spiller, der menneskeligt og sportsligt har udviklet sig mest i sæsonen. I de forgangne år er prisen tildelt nuværende ligaspillere som Morten Vium, Bjarke Christensen, Phillip Holm samt ynglingespilleren Jesper Dahl.
Udvælgelseskomiteen bag prisen ”Årets Talent”, som består af Jesper Jensen, talentchef Allan Jørgensen, og direktør Henning Kjærgaard, har i denne sæson valgt 19-årige Rasmus Boysen som Årets Talent.
"Rasmus har i denne sæson udviklet sig eksplosivt som både håndboldspiller og menneske. Han er en målrettet spiller med et stort fighterhjerte, et godt skud og samtidig bliver han bedre og bedre i forsvar. En fortjent vinder af prisen," siger talentchef Allan Jørgensen.
Rasmus Boysen kom til Skjern som U14-spiller fra samarbejdsklubben Rindum SU.