STOLT HOVEDSPONSOR SIDEN 1992

Augu tilbage i Szeged: En kæmpe udfordring venter

For tre år siden var Sebastian Augustinussen med på KIF-mandskabet, som tabte 32-23 til de ungarske mestre. 

Disciplin, overblik og formå at stå imod når modgangen rammer. Det er opskriften på overraskelsen ifølge Sebastian Augustinussen forud for søndagens opgør i Szeged. 

Af Nicklas Thygesen

Han fik dyre, men brugbare lærepenge den dengang blot 19-årige Sebastian Augustinussen.

Søndag aften er han tilbage i Városi Sportcsarnok, hvor han for tre år siden løb ind i en gardin lussing med holdkammeraterne fra KIF Kolding København.

- Der venter os en helt vanvittig oplevelse. Håndboldkulturen i Ungarn og specielt i Szeged er imponerende - med mange passionerede og inkarnerede fans, som vil gøre alt for at vi taber. Der bliver tryk på fra start, siger Sebastian Augustinussen.

Opskriften på en vestjysk overraskelse søndag aften skal ifølge højrefløjen skabes via enorm disciplin.

- På sådan en udebane er det uundgåeligt at modgangen rammer os på et tidspunkt. Men når den gør, så handler det om, at vi skal bevare overblikket og være ekstremt disciplineret i forhold til de aftaler vi har i begge ender af banen.

- Men kan vi ramme samme topniveau som i Skjern Bank Arena, så tror jeg på, at vi har mulighederne for at skabe overraskelsen, siger højrefløjen.  

Kamptidspunkt:
Pick Szeged - Skjern Håndbold spilles i aften kl.17.00 i Városi Sportcsarnok.

TV:
Kampen sendes direkte på DR1. 

NYHEDER