Morten Balling i kamp for Skjern mod Team Tvis Holstebro.
Morten Balling vender for første gang tilbage til Mors-Thy efter sommerens klubskifte.
Af Kenneth Thygesen
I mange år var Morten Balling et synonym med Mors-Thy Håndbold som både topscorer og anfører, men ikke mindst som klubbens loyale kulturbærer.
Ønsket om nye udfordringer sendte i sommer Morten Balling til Skjern Håndbold, men nu vender den tidligere klubhelt tilbage. Lørdag eftermiddag skal Skjern møde Morten Ballings gamle klub i 10. spillerunde af Herre Håndbold Ligaen.
- Det bliver en sjov oplevelse, og jeg glæder mig rigtig meget. Jeg havde rigtig mange gode år der, og derfor bliver det selvfølgelig specielt at vende tilbage i en anden spilletrøje, siger Morten Balling.
I sidste sæson var Mors-Thy den helt store overraskelse, hvor det også blev til en flot fjerdeplads i ligaen. I år har resultaterne ikke flasket sig for morsingboerne, og skal man tro den tidligere anfører, er der heller ikke point på kontoen efter lørdagens møde.
- Jeg tror, man kan forvente sig en rigtig god kamp med fuld knald på. "Bette Balkan" skal nok sætte rammen og presse os, men vi er godt kørende, og jeg forventer, at vi tager to point, siger Morten Balling.