Morten Balling var Skjerns bedste i sejren over Ronal Jicin.
Morten Balling lavede otte mål, da Skjern hentede sæsonens niende sejr og gik videre i Europa.
Af Simon Dahl
Morten Balling var her, der og alle vegne i anden halvleg af aftenens kamp mellem Skjern og Ronal Jicin.
Den tidligere Mors-Thy-anfører sad på bænken i første halvleg, men kom ind efter pausen. Her scorede han lynhurtigt fire mål og sendte Skjern i front. Balling-showet fortsatte, og fløjspilleren endte med at score otte mål på ni skud i anden halvleg.
- Det var en fin dag. Vi er videre uden at spille prangende, og det er vi naturligvis glade for. Vi brugte første halvleg på at komme i gear, og så satte vi tingene på plads efter pausen. Men rigtig godt blev det aldrig, sagde Morten Balling, der havde roser til modstanderholdet fra Tjekkiet.
- De spillede friskt til den og var meget bedre i dag, end de var nede i Tjekkiet, sagde Morten Balling.
Vil undgå storhold
På tirsdag trækkes der lod til 3. runde af EHF Cuppen. Her har Morten Balling flere hold, han gerne vil undgå at trække.
- Jeg vil gerne undgå Füchse Berlin, Montpellier og Pick Szeged. Det er tre meget stærke hold. Lad os bare vente med dem til gruppespillet, sagde Morten Balling.