Morten Balling, her i den grønne trøje ved præsentationen i Skjern, scorede seks mål i torsdagens kamp.
Mors-Thy-anfører Morten Balling mødte torsdag aften Skjern, der ikke viste nåde over for den kommende Skjern-spiller.
Af Kenneth Thygesen
I midten af december blev Mors-Thy-anføreren Morten Balling præsenteret i Skjern Håndbold som ny mand på venstrefløj fra sommeren 2013 og to år frem.
Torsdag aften tog Morten Balling imod de kommende holdkammerater som Mors-Thy-spiller, da Skjern var på besøg i Jyske Bank Mors Arena.
- Det var en lidt speciel oplevelse, og jeg havde da tænkt en del på det inden kampen, men undervejs har du ikke tid til at løbe rundt og spekulere over det, sagde Morten Balling til skjernhaandbold.dk efter kampen.
- I kampens hede giver man alt, man har, og så spekulerer man ikke i klubskifte og modstandere, sagde Morten Balling.
Urokkeligt Skjern-forsvar
I første halvleg af gårsdagens kamp sled og slæbte Morten Balling og co. fra Mors-Thy for at komme til scoring, men ofte endte angrebene i det rene ingenting, og morsingboerne scorede såleds blot ni mål i første halvleg.
- Vi fik ikke flyttet os godt nok over for Skjerns store gutter i midterblokken, der bare plukkede os gang på gang. Vi formåede ikke få dem på arbejde, og så er det svært, sagde Morten Balling.
- Efter pausen fik vi løbet mere, og vi fik bedre fat i vores offensive forsvar, men et par hurtige fejl kostede dyrt. Skjern er giftige til at straffe fejl, og så løb de fra os, lød det fra Morten Balling.
Morten Balling blev dog Mors-Thy-topscorer med seks mål - heraf fem på straffekast - men efter kampen var der ikke tilfredshed at spore hos den alsidige Mors-Thy-anfører.
- Min indsats var ikke prangende, og jeg er lidt skuffet over, at jeg ikke viste mere, sluttede den kommende Skjern-spiller.
- Se indslag: Morten Balling om kampen mod Skjern
- Se indslag: Skjern-træner Ole Nørgaard om tilgangen af Balling