Morten Balling og holdkammeraterne skal lørdag møde Århus Håndbold
I morgen venter Århus Håndbold i KFUM Elite Cup, hvor Skjern med en sejr kan sikre sig en plads i finalen.
Af Lone Jørgensen
Det er indtil videre blevet til to sejre ud af to mulige for Skjern, der er godt i gang med en række træningskampe som forberedelse til sæsonstarten.
I går tog vestjyderne hul på KFUM Elite Cup, hvor holdet besejrede Lemvig-Thyborøn Håndbold med 44-26.
Samtidig vandt Århus Håndbold over Mors-Thy, og det betyder, at Skjern lørdag spiller mod Erik Vejes østjyske mandskab.
Fokus på forsvarsspillet
Men selvom Skjern-mandskabet endnu kun har prøvet at gå sejrrigt fra banen efter sommerferien, er der især én ting, der skal forbedres, hvis det skal fortsætte på den måde.
- Vi skal arbejde rigtig meget med vore defensiv. I går scorede vi 44 mål, så angrebsspillet var fint, og vi fik spillet mange gode ting i den ende. Men forsvarsmæssigt skal vi stramme op på alle parametre. Det var hverken godt nok i kampen mod Mors i søndags og heller ikke i går, så det er helt klart der, vi skal have vores fokus mod Århus, forklarer Morten Balling.
Vigtigt at få prøvet ting af
Som altid håber og tror den alsidige Skjern-spiller på sejr, men her i opstarten er det ikke kun resultatet på måltavlen, der er vigtigt.
- Vi vil selvfølgelig altid vinde alle de kampe, vi spiller, så vi kommer til at give den gas mod Århus. Men lige nu er det også vigtigt, at vi får prøvet nogle af de ting af, som vi øver os på til træningerne for tiden, og så vil vi rigtig gerne spille godt, siger Morten Balling.
Kampen mod Århus Håndbold spilles lørdag d. 15. august kl. 12:30 i Skjern Bank Arena. Der er fri entré til kampen.
Her kan du se hele lørdagsprogrammet ved KFUM Elite Cup, hvor samtlige resterende kampe spilles i Ringkøbing-Skjern Kulturcenter.