Brødreparret Peter og Morten Balling fra henholdsvis Team Tvis Holstebro og Skjern. De to kan møde hinanden i Final4.
Morten Balling repræsenterer Skjern under dagens lodtrækning til Final4, der vises på TV2.
Af Kenneth Thygesen
I eftermiddag bliver det afgjort, hvem Skjern Håndbold skal møde i pokalsemifinalen under Final4-stævnet i marts.
Skjern kan trække mestrene og pokalvinderne fra KIF Kolding København, vicemestrene fra Aalborg Håndbold eller bronzevinderne fra Team Tvis Holstebro.
Ifølge Morten Balling, der repræsenterer Skjern under lodtrækning, er det fire stærke hold, som kan slå hinanden på kryds og tværs.
- Der venter nogle fede kampe uanset hvad. Lige nu er KIF Kolding det mest stabile hold og dermed også favorit, men måske ser tingene anderledes ud i marts, siger Morten Balling.
Muligt brødreopgør
Hos Team Tvis Holstebro spiller Morten Ballings lillebror Peter, og selvom Skjern-profilen ikke har en decideret ønskemodstander vil han ikke stå i vejen for et brødreopgør.
- Det bedste scenarie ville jo være at vinde over ham i en finale, men det ville heller ikke gøre mig noget at slå ham ud i semifinalen, siger Morten Balling.
Morten Balling vil sammen med KIF Kolding Københavns Lasse Boesen, Aalborgs Jan Larsen og Team Tvis Holstebros Jonas Hansen være til stede under lodtrækningen.
TV2 sender lodtrækningen direkte ca. kl. 16.50 i forbindelse med damekampen mellem Randers HK og FC Midtjylland.
Det er tredje gang på fem år, at Skjern har kvalificeret sig til Final4.