STOLT HOVEDSPONSOR SIDEN 1992

Bergholt drømmer om EM

Skjerns Emil Bergholt er indtil videre noteret for ni landskampe.

Der er stadig lang vej til en plads i næste sommers EM-trup, men Emil Bergholt vil kæmpe hårdt for at få en plads.

Af Lone Jørgensen

Der er fortsat næsten otte måneder til EM for U20 Herrer. I juli og august 2016 afholdes slutrunden i Danmark, men allerede nu er de indledende forberedelser i gang.

32 spillere møder i dag ind til samling med U20-landsholdet, og indtil lørdag er de samlet i Sønderjylland til masser af træning og et par træningskampe.

Skjerns Emil Bergholt er blandt landstræner Morten Henriksens udvalgte.

- Det skal nok blive sjovt. Det er altid dejligt at være samlet med landsholdet og ikke mindst at blive udtaget. Men jeg er ikke i tvivl om, at det bliver hårdt, forudser den 18-årige Skjern-spiller.

Vil gøre alt for at komme til EM
Indtil videre har han spillet ni landskampe, og han håber selvfølgelig på mange flere. I løbet af sæsonen venter der en række træningssamlinger, før den næste store opgave for U20-landsholdet er EM på hjemmebane næste sommer.

Det er selvfølgelig en slutrunde, som Bergholt meget gerne vil være med til.

- Lige nu har jeg ikke nogen forventning om at komme med til EM. Men jeg har da et mål om at blive udtaget, og jeg vil gøre alt, hvad jeg overhovedet kan for at komme med. Det er på hjemmebane, så det bliver sikkert sindssygt fedt, siger Bergholt inden afrejse til træningssamlingen.

Her deltager også Morten Kirkeby fra Skjern Håndbold samt Lasse Hamann-Boeriths, der i næste sæson bliver en del af Skjerns ligatrup.

NYHEDER