Et vrid i knæet har holdt Emil Bergholt væk fra håndboldbanen de seneste uger.
18-årige Emil Bergholt har siddet ude med knæproblemer i de seneste uger. Nu har stregspilleren fået svar fra scanningen.
Af Nicklas Thygesen
Skjerns talentfulde stregspiller, Emil Bergholt, har været nødsaget til at holde en ufrivillig pause fra ligaherrernes træningspas i de foregående uger.
Et vrid i knæet i opgøret mod Rækker Mølle Håndbold i 2. division har voldt den unge stregspiller smerter - og nu har Bergholt fået svar fra scanning.
- Scanningen viste, at der er noget væske inde i to knogler. Umiddelbart må og kan jeg godt spille videre, så længe jeg ikke har smerter, men jeg skal være meget opmærksom. Tilstanden jeg er i lige nu, er stadiet lige før et brud, hvilket kan ske, hvis der gentagende gange sker en forkert bevægelse i knæet, siger Emil Bergholt.
Stregspilleren forsikrer dog om, at han regner med at være 100 procent klar, når slutspillet fløjtes i gang d.17 april mod GOG.