STOLT HOVEDSPONSOR SIDEN 1992

Bjarke C: Vi har været skræmmende

Bjarke Christensen har scoret 80 mål i denne sæson.

Skjern står ifølge Bjarke Christensen godt rustet til kampen om førstepladsen.

Af Kenneth Thygesen

Skjern har vundet fire af de seneste seks indbyrdes opgør mod Mors-Thy.

Tirsdag aften skal den statistik forbedres yderligere med en ny sejr, når Skjern møder morsingboerne. En sejr vil sikre Skjern førstepladsen i puljen, og den chance skal ikke forspildes.

- Jeg er ikke nervøs. Jeg føler, vi er rigtig godt rustet. Vi har været rigtig stærke på hjemmebane hele sæsonen og har i flere kampe været direkte skræmmende. Derfor er jeg også overbevist om, at vi vinder, siger Bjarke Christensen.

Den unge ungdomslandsholdsfløj scorede to gange, da Skjern i slutspillets første runde yderst overraskende tabte på Mors med to mål.

- De har udstrålet en masse energi og vilje efter sejren over os i første runde. Det har helt sikkert givet dem et kæmpe løft. Derudover har de haft et fantastisk hjemmepublikum i ryggen, forklarer Bjarke Christensen.

Tempofyldt kamp
Mors-Thy er kendetegnet ved et eksplosivt og hurtigt spil, og det skal Skjern ifølge Bjarke Christensen dæmme markant bedre op for.

- Kampen bliver tempofyldt, fordi begge hold løber meget. Men vi skal forbedre vores defensiv, forklarer Bjarke Christensen.

- To af nøglepunkterne for os bliver returløbet og forsvarsspillet. Vi skal have pakket sammen og stå kompakt, så skytter som fx Marcus Mørk ikke kommer til en masse lette afslutninger, siger Bjarke Christensen.

NYHEDER