Bjarke Christensen scorede én gang, mens Rasmus Boysen spillede en stor rolle i det danske forsvar i sejren over Serbien.
Det danske U21-landshold slog søndag eftermiddag Serbien i den sidste puljekamp ved VM-kvalifikationsturneringen i Slovakiet.
Af Simon Dahl
Vinderen af dagens opgør ville sikrer sig førstepladsen i puljen og dermed adgang til sommerens VM-slutrunde, der afholder i Bosnien.
Det danske forsvar var til tider uigennemtrængeligt, og selvom danskerne kun førte med 11-10 ved pausen, kørte de en sikker sejr hjem på hele 27-19.
- Det var en fantastisk forløsende sejr. Efter vores uafgjorte kamp mod Slovakiet i fredags blev vi enige om at tage skeen i den anden hånd. Vi har spillet bedre og bedre kamp for kamp, og i dag spillede vi på et højt niveau, fortalte Rasmus Boysen fra Slovakiet og blev suppleret af Bjarke Christensen:
- Man kan tydelig se, at vi efter den første kamp, har fået mere styr på hinandens løbebaner, og er blevet mere sikrer på hinanden. Det var en super præstation af hele banden, sagde Bjarke Christensen.
Rasmus Boysen spillede stort set fuld tid i forsvaret, mens Bjarke Christensen spillede anden halvleg på venstrefløjen og lavede et enkelt mål.