Bjarke Christensen står noteret for 45 mål i Boxer Ligaen hidtil.
Skjerns træfsikre venstrefløj, Bjarke Christensen, gjorde status for vestjydernes start efter EM-pausen.
Tre udekampe på én uge - to sejre.
Bjarke Christensen & co. er videre i Santander Cup og i går kom vestjyderne tilbage på andenpladsen i Boxer Ligaen efter udesejren over GOG. Ifølge fløjspilleren var Skjern-mandskabet ivrige efter at få skuffelsen fra lokalopgøret i Holstebro ud af kroppen.
- Vi har haft tre udekampe på én uge, som har givet to sejre. Men vi sidder stadig tilbage med en lidt blandet smag i munden efter sidste lørdag - og den skuffelse skulle ud af kroppen i går. Heldigvis forløb gårsdagens kamp lige efter vores taktik. Disciplinerede og lange angreb, hurtigt returløb og så hjem og stå i hulen – og det lykkedes perfekt, siger Skjern-fløjen, der scorede et enkelt mål i Gudme.
Kun tre ud af vestjydernes 26 scoringer kom fra fløjene, og ifølge den 24-årige fløjspiller er forklaringen ganske enkel.
- GOG er et hold, der står meget bredt i forsvaret, og derfor kom meget af vores spil til at foregå over midten, hvor Kasper Søndergaard og Markus Olsson var forrygende fra distancen, siger Bjarke Christensen, der ser frem mod gensynet af gamle holdkammerater på onsdag.
- Det er altid sjovt at se de gamle gutter, hvor der stadig florere meget intern humor imellem, selvom vi ikke er holdkammerater længere. Efter deres sejr i pokalturneringen, så må man vel kalde dem for kæmpe favoritter, siger en smilende Bjarke Christensen.
Der er stor rift om billetterne til opgøret mod Gjessing & co. - du kan købe din billet til kampen lige HER.