Bjarke Christensen scorede tre mål i sejren på 26-19.
Skjerns fysik blev ifølge Bjarke Christensen udslagsgivende i sejren over Skive.
Af Kenneth Thygesen
I knap 40 minutter hængte Skive på i søndagens premierekamp, men så gik den ikke længere.
Skjern Håndbold løb fra hjemmeholdet og hentede en sikker sejr.
- De kørte ganske enkelt trætte. Vi dækkede fantastisk godt op, og de havde svært ved at komme til chancer. Jeg tror, det kostede dem en del kræfter, og så løb vi fra dem, sagde Bjarke Christensen efter kampen.
Skjern-spillerne blev i alt præsenteret for syv udvisninger i løbet af kampen, og det prægede ifølge Bjarke Christensen spillet.
- Det væltede ned med udvisninger, og vi havde lidt svært ved at finde ud af, hvad der foregik. Men så strammede vi grebet og lavede et par afgørende mål, sagde Bjarke Christensen.