Bjarke Christensen håber på, at han kan gribe chancen og bevise sit værd i de kommende måneder.
Ovenpå den kedelige nyhed om Andreas Toudahls diskusprolaps, håber Bjarke Christensen på at gribe chancen.
Af Simon Dahl
Andreas Toudahl er ude med en diskusprolaps, og lægerne forventer, at der går to-tre måneder, før den fantasifulde fløjspiller igen er kampklar.
Den giver det unge fløjtalent Bjarke Christensen masser af muligheder for spilletid, og den 20-årige U-landsholdsspiller har i sinde at gribe chancen.
”Det er rigtig synd for Andreas, og jeg håber for ham og holdet, at han snart kommer tilbage igen for fuld damp, men det er samtidig også min chance for at spille mig ind i varmen for alvor,” fortæller Bjarke Christensen.
I sidste sæson blev det ikke til meget spilletid til Bjarke Christensen, og udsigten til masser af spilleminutter i den kommende periode giver derfor masser af gåpåmod.
”Det er klart, at det hjælper på humøret, at man ikke kun skal sidde på bænken, og det gør også, at når man spiller, så kan man spille lidt mere frit, og måske ikke være så bange for at lave fejl,” siger Bjarke Christensen og fortsætter:
”Jeg vil gøre alt for at slå til og vise, at de også kan satse på mig fremadrettet. Jeg har kontraktudløb efter denne sæson, så det er i høj grad nu, jeg skal vise mit værd,” slutter Bjarke Christensen.
I sin første kamp som ene mand på venstrefløjen i pokalkampen mod Lemvig-Thyborøn scorede Bjarke Christensen fire gange.