Frederik Børm har i denne sæson scoret fem mål og lavet fem assists, mens han har kæmpet sig til ét straffekast.
Skjern-stregspilleren Frederik Børm forventer en svær kamp i en tætpakket SKANSEN i Sønderborg.
Af Kenneth Thygesen
Med fire sejre i træk og en stort set skadesfri trup er humøret højt i Skjern-lejren. Lørdag eftermiddag venter Sønderjyske på udebane, og det er en kamp, som Skjern-spillerne er klar til.
- Stemningen er rigtig god i truppen. Vi har jo en Claus Møller Jakobsen, der lige er blevet 37 år gammel, så troen på at vi alle sammen kan noget i alle aldre er stor, siger Frederik Børm med et glimt i øjet.
Stregspilleren erkender, at der venter de grønblusede en svær kamp i SKANSEN, der er Sønderjyskes stærke hjemmebane.
- Vi tror på, vi kan lave et godt resultat. Der venter os en svær kamp mod et godt hold, der er i god form. De har en god hjemmebane med mange mennesker og god stemning. Det glæder vi os til, siger Frederik Børm.
Skjern møder Sønderjyske lørdag kl. 16.00. Følg kampen her på siden via liveupdate.