Rasmus Boysen.
Unge Rasmus Boysen har imponeret i træningskampene med hårdt og kontant forsvarsspil.
Af Kenneth Thygesen
I juli viste han fine prøver på forsvarstalentet under U21-VM i Bosnien, og efterfølgende er de gode takter blevet fastholdt på klubholdet.
Rasmus Boysen har været en markant spiller i Skjern Håndbolds første fire træningskampe, hvor han primært som forsvarsspiller har gjort sig godt bemærket.
Fuld gas
Den unge bagspiller har tæsket løs på i forsvaret, hvor han stille og roligt er kørt i stilling i en ny rolle.
- Jeg skal primært aflaste som forsvarsspiler på den ene back. Indtil videre kører det fint, selv om det kræver lidt tilvænning på grund af nye medspillere, siger Rasmus Boysen.
- Det går okay, og jeg forsøger egentlig bare at give den fuld gas og kaste mig 100 procent ind i det. Jeg er ikke typen, der tænker så meget over tingene. Jeg forsøger bare at gøre det så godt, jeg kan, siger Rasmus Boysen.
Effektiv kontrafase
I torsdagens sejr over Århus på 30-20 var en velfungerende Skjern-defensiv hovedårsagen til storsejren. Ifølge Boysen tegner det positivt.
- I store perioder af første halvleg lukkede vi fuldstændig ned for dem og scorede så det ene kontramål efter det andet. Det så rigtig fint ud, og det håber jeg, at vi kan fortsætte, siger Rasmus Boysen.