STOLT HOVEDSPONSOR SIDEN 1992

Brølstærke Boeriths: Har boet i styrkelokalet

Tilbage i oktober-måned efter knæoperationen. Dengang med en kampvægt på 91 kilo, som siden hen er steget eksplosivt. 

Lasse Hamann-Boeriths´ vej til håndboldbanen går langt bedre end forventet.

Af Nicklas Thygesen

Hvordan lyder seks store måltider om dagen og 18 ugentlige fysiske træningspas?

Knap så interessant og attraktivt tænker de fleste, men for 19-årige Lasse Hamann-Boeriths har den daglige gang i fitnesscenteret i lokalet bag den legendariske Hal 1 været afhængighedsdannende. 

I sådan en grad at den unge bagspiller allerede syv måneder tidligere end fastlagt har opnået målet om at tage den ønskede mængde muskler på.

- Da skaden opstod tilbage i oktober måned, satte jeg mig ned sammen med Hans Jensen og begyndte at planlægge. Målet var at tage fem kilo muskler på inden den 23. september i år - og det mål nåede vi i februar. Siden da har jeg taget yderligere et kilo muskelmasse på, så det tegner lovende, siger Lasse Hamann-Boeriths.

De imponerende tal har kostet hundredevis af timer i styrkelokalet - et sted, hvor Lasse Hamann-Boeriths nærmest har boet siden den pådragede bruskskade i oktober. 

Derfor var bagspilleren utrolig spændt på at høre resultatet til halvårstjekket få timer før holdkammeraterne skulle i aktion mod TTH Holstebro sidste onsdag.

- Beskeden lød på at det går bedre end forventet. Brusken er næsten gendannet, så den næste periode skal bruges på at gøre mig så klar som overhovedet mulig frem mod den nye sæson, lyder ordene fra playmakeren.

NYHEDER